Bliv festivalens mand med Joey Moe

Spiritus og bilkørsel er altid en dårlig kombination, og derfor forsøger Bryggeriforeningen i samarbejde med Joey Moe at forhindre blandingen af denne farlige cocktail på årets Vig Festival.

Joey Moe er ambassadør for Festivalens Mand ved årets Vig Festival.

Kampagnen hedder Festivalens Mand, og dets crew kan findes i nærheden af festivalens merchandisebod tæt på Store Scene. Her har man mulighed for deltage i konkurrencen, hvis man er villig til få sin bil,- knallert- eller cykelnøgle plomberet. For at vinde kræver det, at nøglen til ens køretøj er plomberet fra festivalens start til slut. Er man den heldige vinder, bliver man kåret til Festivalens Mand 2012 af Joey Moe i løbet af lørdagen og vinder en billet til næste års festival.

I år er det tredje år i træk, at Bryggeriforeningen står bag kampagnen, som har vist sig at være en succes.

“Det er gået rigtig godt de to andre år, kampagnen har fundet sted. Folk vil meget gerne deltage,” fortæller kampagnechef fra Bryggeriforeningen Mikael Kelk.

Imod overdreven alkoholforbrug

På trods af at det er Bryggeriforeningen, der står bag salg af øl på festivalen, går de ikke ind for overdreven alkoholforbrug.

” Vi er stolte af vores produkt, men vi synes ikke spritkørsel hører sig til. Vi går ind for, at man skal hygge og feste på en festival, men man skal ikke drikke alt for meget og slet ikke køre spritkørsel,” siger Mikael Kelk.

Det er især de unge mænd, der som oftest bliver taget i at køre spirituskørsel, og ambassadøren for kampagnen skal derfor være en, de unge festivalgængere kan relatere sig til. De forrige år har det været Paw fra Infernal og Kato, der har stået i spidsen for kampagnen, og i år er det, det unge popikon Joey Moe, som har produceret det ene hit efter det andet, der er ambassadør.

“Vi har valgt en, der appellerer til den unge målgruppe, og i år er det blevet Joey Moe,” fortæller Mikael Kelk, som på den måde håber at kunne sende publikum hjem i deres køretøj uden alkohol i blodet.