Er du til sydens sol eller attraktive palmer?

Foto: Claus Starup

Solen skinner på pladsen foran Store Scene. Gæsterne begynder så småt at bevæge sig hen med stole og tæpper for at finde det perfekte spot til at nyde musikken. Pladsen er rundt om spækket med barer og boder med alt hvad hjertet måtte begære. Ser man til venstre bliver man mødt af to vognlæs sand og et skilt med sprudlende lyse farver, hvorpå der med hvide blokbogstaver står ’Hawaii Bar’. Baren har eksisteret ligeså lang tid som selve festivalen, og kan byde på sommerstemning direkte fra vulkanøen.

I år er de 40 mennesker til at servicere de tørstige gæster, som også kan få et godt grin med på vejen, når bartenderne ter sig, mens de deler ud af deres gode humør. ”Vi spreder glæde blandt gæsterne”, Jan Krøll Nielsen, der for 4. år i træk står og langer våde varer over baren. Siden Afterski Bar’s åbning for tre år siden har der været en indbyrdes fight mellem de to barer om at få flest festivalgængere til at købe drikkevarer hos dem.

’Afterski Bar’ på den anden side af pladsen er ved at gøre klar til aftenens fest med store smil og tyroler-kostumer i deres hytte. Her er der hverken plads til sand eller pasteller, men derimod til gode øl i selskab med høj musik, som får den østrigske stemning til at ramme Store Scene. Bordene er gjort klar til hygge, når duggen falder senere, og ’Afterski-Bar’ kan huse mange gæster, der kunne tænke sig en oplevelse nær alperne.

Ovre hos hawaiianerne kan musikken nydes i solnedgangens skær ved den nu endnu større cocktailbar. Mulighederne er mange, og drikkevarerne kan vælges efter både smag eller vanesag. Begge barer har stamkunder, som kommer hvert år for at nyde Vig Festival sammen med de to barer og de mange andre festivaldeltagere.

Hvem vælger du? Pas på, for når du har valgt side, er der ingen vej tilbage.