Hjælpen er nær!

Ved at ringe til Henriks mobil kan hjælperne få svar en masse praktiske ting

“Ååhh Neeej, nu ringer den kraftedme igen, hvor populær kan man være…” Sådan lyder den hæse ringetone på Henrik Berlins mobil. Øresneglen sidder på sin faste plads i hans ene øre, og mobilen ringer – konstant. Henrik er hjælper på Vig festival, han står for hjælper-campingen, sikkerheden, toiletterne og de 3 vagthold på indgangene til området. “Det er en livsstil at være hjælper på Vig festival, fortæller Henrik, jeg har taget fri en uge, og min kone og jeg kommer allerede lørdag og bor i campingvogn hele ugen. Vi hjælper folk med at finde deres pladser og slå telt op, og sørger for at toiletterne er rene og brandsikkerheden i orden”.

Kager hjælper altid…

Henrik og hans team er rimelig populære på festivalen, i år har nogle hjælpere fra Cassiopeia foræret dem en stor kage med teksten: Til den smukke lejrchef Henrik. Til daglig arbejder Henrik med kloakering hos en VVS´er i Odsherred, og ansvaret for hjælper-campingen har han selv skrabet til sig, da han klagede over forholdene. “Jeg har været hjælper på Vig festival i 7 år, og det fede er, at vi nu kan være med til at give de frivillige en god oplevelse, så vi sætter en ære i, at der er pænt på deres område. I år har vi kunnet lave en stor del af forarbejdet og fordele pladserne i det nye Hjælper-Univers på nettet, det betyder at vi har overskud til at give en hånd med teltstængerne, og det er super at opleve at folk er glade og sætter pris på os”, fortæller Henrik. Musikken får Henrik og konen nærmest bragt til døren, da deres campingvogn står lige overfor store scene.