Jacob Haugaards tøj sætter gang i festen

Foto: Tobias Fonsmark

”Det er nok noget, jeg har fra jer kvinder!” griner Jacob Haugaard, da han skal fortælle om sin passion for farverige kostumer.
”I stedet for at blive sur på min kone, når hun køber en masse tøj, så har jeg bare valgt at tage den vane til mig, og have det sjovt med at købe en masse nyt tøj!”

Jacob Haugaard er netop ankommet til en varm dag på Vig-festival, hvor han sidder og nyder solen i en blåstribet bluse og afslappet stråhat, men det skal snart til at ændre sig; når han senere går på scenen for at introducere bands, har han store planer for outfittet.

”Jeg har en garderuniform med masser af glimmer, og en meget høj hat, beklædt med noget, der ligner gammelt ludertapet” siger han og griner lidt for sig selv.
Det er ikke noget usædvanligt syn at se Jacob Haugaard i vilde og farverige kostumer, når han går på scenen. Han siger selv, at det er hans måde at underholde og sætte gang i publikum på.

”Jeg elsker godt humør og farver, og folk bliver glade, når man har noget glimmer og noget pang på. Så kommer jeg også selv op i gear,” fortæller han.
”Jeg har indtil flere sæt tøj med her til festivalen; udover mit gardertøj, har jeg også en grøn jakke med pailetter og tyl.”
Et kvarter senere er det alligevel blevet den grønne silkejakke fyldt med pailetter og pynt, Jacob Haugaard er hoppet i. Smilet er nu blevet endnu større, nu hvor tøjet er kommet på plads, og solen genskinner i konferencierens sølvfarvede og grønne glimmer.