Nye camping tiltag for festival 2016

Vig festival går luksus!

Vig festival skruer i 2016 op for komforten på campingområderne. Nu bliver det muligt at få indlagt strøm til campingvognen, leje en telthytte og få større campingpladser.

”Vi har valgt at give vore publikum en mulighed for at øge komforten i forbindelse med overnatning og det vigtige lejrliv.
På baggrund af festivalgæsternes svar i vores brugerundersøgelse og vores eget ønske om at lave en superb festival, har vi valgt at skrue op for luksussen,” siger festivalleder Dorte Olsen.

Det betyder blandt andet, at deltagerne på festivalen i 2016 kan få indlagt el til campingvogne, og at det bliver muligt at få større campingpladser, så der også er plads til et ekstra telt. Det har især mange familier ønsket, så de lidt større børn kunne have deres eget telt i nærheden af forældrenes campingvogn.

Som noget nyt kan man også i 2016 leje telthytter med dobbeltseng og fast bund på festivalens nye campingområde Sydney.
Og vil man gå all-in, er det muligt at leje en hytte i Sommerland Sjælland, hvor overnatning, adgang til festivalen og forlystelsesparken er inkluderet.

De hardcore festivalgængere på skrænten bliver ikke glemt. Vig er for alle, og især de unge, som både støtter sig selv og deres venner gennem Vig Festivals overskudsudlodning til ungdomsarbejdet i Odsherred.

”Det er stadig gratis at overnatte på camp Rio, hvis man vil ligge i telt. Sådan skal det bare være, for vi er en festival for alle, uanset pengepung, alder eller musiksmag,” siger Dorte Olsen.

De nye tiltag betyder prisstigninger på visse campingområder, og når reservationerne åbner, vil man opleve, at nogle priser på festivalcampingen er steget.

”Vi har indregnet opgraderingen af faciliteterne i campingpriserne for 2016, og derfor har vi hævet priserne på visse områder. Vi håber, at festivaldeltagerne vil benytte sig af de nye og forbedrede tilbud,” siger Dorte Olsen.

Du kan se priserne for Vig Festival 2016 for de forskellige campingområder og andre overnatningsmuligheder her:/camping/koeb-campingreservation-2/