SAD I KØ ET DØGN FØR FESTIVAL

Foto: Claus Starup

Hvad gør man, hvis man ser forkert på kalenderen, og kommer en dag for tidligt til Vig Festival? Fem unge fra Roskilde kom allerede tirsdag formiddag.

I skyggen af et stort grønt telt sidder fem unge, alle 18 somre gamle. De havde ventet i 30 timer, da campingområderne blev åbnet 15.30 onsdag.

Deres historie startede dog allerede tirdag omkring kl. 10.15, hvor de med forældrene bag rattet og ’Tempt Cider’ i bagagen, begav sig fra Roskilde mod Vig. Her blev de sat af, så de de næste fire dage kunne tilbringe nætterne i et telt med de nærmeste venner i hånden og alkohol i blodet. De vidste dog ikke, at Camp Hans, som de skulle bo i, slet ikke åbnede før onsdag. Jomfrubesøgets start blev dermed en smule anderledes end de fem havde forventet.

Efter en varm tirsdag eftermiddag med lidt vådt til ganen måtte de tre piger og to drenge indse, at den kommende nat ikke ville følge efter med samme temperaturer.
Godt 32 timer efter deres ankomst til Vig er de dog alle ved godt mod. ”I aften skal vi på diskotek”, siger Rikke og de andre stemmer i. ”Men måske vi lige skal have en lur inden”. De snakker frem og tilbage om deres oplevelser i køen. Natten var ikke præget af søvn, men derimod kulde og andre gæster, der på den ene eller anden måde underholdte de andre i køen. Daniel fortæller om en tilfældig festivalgænger, der ødelagde en af deres stole. Kun en enkelt ud af fem stole overlevede nattens strabadser, og nu må gruppen se sig nødsaget til at sidde på luftmadrasser og soveposer.

Også blæsevejret skabte problemer og det medbragte anlæg spiller ikke længere – Men humøret er højt. De sidder rundt om et bord lavet af to rammer cola, og da en anden festivaldeltager spidst spørger om det er det de drikker, svarer de prompte, at det bare er et bord. De unge kigger på hinanden, og selvom de ser en smule trætte ud, er de stadig klar på at åbne både den ene og den anden dåse. De er bestemt klar på Vig Festival med alt, hvad den måtte indebære af fest, musik og alt for lidt søvn.

Billedtekst: ”SKÅÅÅL”. Køen er nu skiftet ud med en god plads i Camp Hans.