Afterski Bar med indlagt snevejr

Festivalens nye bar stod klar med snekanoner på taget, Jägermeister i baren og tyrolermusikken blæsende fra højtalerne.

Drejer du til højre lige ved Store Scene, lander du direkte i skiferiens vigtigste del, nemlig ’Afterski Bar’. Her midt i sommervarmen indbyder Dennis Westy og en flok andre til ægte tyrolerfest med sne, jæger-bombs og litervis af fadøl. Dennis står selv bag baren og serverer – selvfølgelig iført tyroler-outfit og smækbukser.

Selve baren er gemt bag en træfacade, der giver Afterski Bar en autentisk følelse af at være blandt træhytterne i de franske alper. Jägermeister´ern er klar til tørstende festivalgæster, og fadbamse-krusene står sirligt stablet på disken. Her er klar til fest – på ægte tyroler-manér. Foran baren står bænke, så folk kan nyde drikkevarerne ude på plænen – måske i snevejr, hvis snekanonerne bliver sat til.

Afterski bar erstatter den tidligere ’Vejmandspladsen’, der har været på festivalen de sidste tre år. Dennis fortalte at de valgte at lave baren om, for at der skulle ske noget nyt. Han ved godt, at nogen måske vil mene at en Afterski bar er et lidt mærkeligt valg på grund af årstiden. Men,, det er også det, der gør det sjovt! ”Vi tror helt klart det blir’ et hit,” siger han.

Kan man ikke overskue at gå op til baren for at få sin jæger-bomb, så har de også en medarbejder, der render rundt på festivalpladsen og sælger dem til 30 kr. stykket.