CIRKUSPRINSESSE FOR EN DAG

Med hjælp fra 20 professionelle børneartister kan alle forsøge sig i arenaen på Cirkus Kæphøjs workshops i Viggos børneland

Havde jeg dog bare halvdelen af hendes mod!”, er min første tanke, da jeg ser en lyshåret pige kaste sig rundt i en trapez højt oppe i luften. Fem minutter senere er det mig, der flagrer rundt deroppe. Med sveden piblende ned over ansigtet og rystende ben. “Man bliver mere og mere modig. Selvom man nogle gange lige skal trække vejret et par gange ekstra,” siger 15-årige Emilie. Hun har været en del af Cirkus Kæphøj i fire år og fortæller, at hun er mere spændt end nervøs, når hun optræder i trapezen.

Fællesskab og stjerner

Til daglig er Cirkus Kæphøj en Fritidsklub i Holbæk for børn og unge på 10-16 år. I denne uge er de rykket på Vig Festival, sidste uge var hele cirkus på den årlige turne i Tyskland. “Man lærer meget om fællesskab i cirkus, i det ene nummer er du stjernen, i det næste skal du slæbe madrasser i en kedeldragt,” siger Julie på 14 år. Og fortæller, at selvom cirkus fylder meget i klubben, bliver der også snakket og grinet som i en normal fritidsklub.

Træning og frygtløshed

Det er også hårdt arbejde at være cirkusartist, i et halvt år træner artisterne på deres numre. Gamle Kæphøj-artister kommer og lærer de nye op, det passer godt med, at fællesskabet fylder en stor del. Der er ingen dyr med i forestillingen, for de kan ikke finde ud af at lave cirkus, siger pigerne. Men det kan klub-børnene til gengæld. Også så man bliver helt svedig bare af at se på dem! Hvordan tør de, spørger man sig selv, de må være frygtløse…