Sikke et lorte-job

Hvem er de mon? De usynlige engle og ildsjæle, der gør festivaltoiletterne rene efter en hel nats strabadser. Vig Festival Avis har opsøgt toilet-holdet.

Mudrede gulve, tilstoppede toiletter og ulækre håndvaske. Det er hvad der møder toilet-renserne, når de dag efter dag renser toiletterne både morgen, middag og aften. Vig Festival Avis har haft en snak med Frede Pedersen, der har været lokums-renser og ildsjæl i mange år. ”Vi gør det mest for at tjene penge, som bliver brugt til at sende vores gymnaster på træningslejr,” forklarede han. Frede Pedersen er seniortræner for gymnastikforeningen i Nykøbing, og det er også den forening der står for at finde folk til lorte-jobbet. ”Vi regner med at tjene omkring 17-18.000 i år, men det kommer jo også an på, hvor stort et overskud festivalen har,” sagde han.

De frivillige toilet-rengørere har det dog ikke altid lige fedt. ”Det har set godt ud indtil videre, men nu er det jo blevet regnvejr,” fortalte en godt indpakket rengøringsfrue, og Frede Pedersen følger op med, at det allerværste er, når det var regnet meget, for så bliver toiletterne rigtig hurtigt ulækre og svære at rengøre.

Det hårdarbejdende toilet-team synes dog, at festivalgæsterne indtil videre har været gode, til at holde toiletterne rene efter sig selv, og på trods af regnvejret i år, har de stadig noget at se frem til. ”Lørdag aften er det bedste,” grinede Frede Pedersen, ”der er vi nemlig pinligt ædru, mens alle andre er hamrende fulde.”